REJSEBETINGELSER

Ved køb af en enkeltstående rejseydelse, såsom flybillet eller hotelophold, er købet ikke omfattet af Pakkerejseloven. Time2travel fungerer udelukkende som formidler mellem dig og det pågældende flyselskab og/eller hotel og modtager betaling på disses vegne. Flyselskabet eller hotellet er din kontraktpart og bærer ansvaret for korrekt levering af ydelsen.

Aftalen reguleres af flyselskabets/hotellets egne vilkår, som findes på deres respektive hjemmesider. Da Time2travel alene agerer som formidler, kan bureauet ikke holdes ansvarlig for flyselskabets eller hotellets konkurs, forsinkelser, aflysninger eller øvrige mangler i forbindelse med de købte enkeltydelser.

Almindelige rejsebetingelser for pakkerejser

Disse betingelser regulerer aftaleforholdet mellem Time2travel A/S (herefter ”Time2travel”) og dig som kunde ved køb af en pakkerejse. Aftalen indgås og gennemføres i overensstemmelse med pakkerejseloven (Lov nr. 1666 af 26/12/2017 om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer).

KØBSAFTALE

Aftalen er bindende, når du skriftligt har accepteret tilbuddet om rejsens indhold og pris samt de gældende vilkår. Betaling af depositum eller hele rejsens pris betragtes ligeledes som accept. Det er en forudsætning, at samtlige rejseydelser, der tilsammen udgør pakkerejsen, købes samtidig.

Rejsedokumenter

Efter aftalens indgåelse fremsender Time2travel uden unødig forsinkelse relevante rejsedokumenter, eksempelvis rejsebevis, ordrebekræftelse, faktura og/eller rejseplan.

Al kommunikation mellem dig og Time2travel foregår via den post- eller e-mailadresse, du har anvendt ved bestilling, herunder også eventuelle ændringer i pakkerejsen.

Modtager du ikke rejsedokumenterne senest 5 arbejdsdage efter aftalens indgåelse, skal du straks kontakte Time2travel. Har du oplyst en e-mailadresse, skal du forinden kontrollere dit spamfilter.

Du er forpligtet til at oplyse de kontaktoplysninger, der er nødvendige for, at Time2travel kan komme i kontakt med dig før og under rejsen. Du skal gennemgå rejsedokumenterne ved modtagelsen og straks gøre Time2travel opmærksom på eventuelle fejl eller uoverensstemmelser.

PRIS OG BETALING

Pris

Den samlede rejsepris fremgår af fakturaen og omfatter som udgangspunkt alle obligatoriske skatter, afgifter, gebyrer og tillæg relateret til de købte ydelser. Ændringer i rejsens indhold eller forudsætninger som følge af forhold hos dig kan medføre prisændringer og ekstra betaling.

På destinationen kan der forekomme lokale gebyrer, entréer og afgifter, som ikke kan opkræves ved aftalens indgåelse.

Betaling

Ved manglende rettidig betaling er Time2travel berettiget til at annullere aftalen og kræve betaling svarende til det beløb, du ville have mistet ved afbestilling på betalingstidspunktet, jf. afsnit 7.2.

Depositum

Ved accept af tilbud betales – medmindre andet fremgår af fakturaen – et depositum på minimum 20 % af rejsens samlede pris. For visse rejser kan et forhøjet depositum være gældende, hvis der f.eks. skal udstedes flybilletter ved rejsens køb.

Indgås aftalen mindre end 65 dage før afrejse, forfalder hele rejsens pris til betaling ved accept. Eventuel afbestillingsforsikring betales sammen med depositum.

Slutbetaling

Restbeløbet skal være indbetalt senest 65 dage før afrejse, medmindre andet er angivet.

I henhold til Hvidvaskloven kan Time2travel ikke modtage kontantbetalinger over 14.000 kr. Beløb herover skal betales via bankoverførsel

TILSLUTNINGSFLY eller TOG

Time2travel er kun ansvarlig for tilslutningsrejser, når disse er markedsført og købt som en integreret del af pakkerejsen.

AFBESTILLINGS- OG REJSEFORSIKRING

Time2travel anbefaler, at du tegner en afbestillingsforsikring ved aftalens indgåelse. Forsikringen dækker frem til afrejse og kan ikke refunderes uanset afbestillingsårsag.

Uden afbestillingsforsikring gælder Time2travels almindelige afbestillingsvilkår. Du kan være dækket via anden forsikring, men bør selv undersøge dette.

DEN REJSENDES GENERELLE PLIGTER

Pas, visum og sundhed

Du er selv ansvarlig for at medbringe gyldigt pas, visa, vaccinationsdokumentation og øvrige nødvendige rejsedokumenter. Passet skal være gyldigt mindst 6 måneder efter hjemkomst og være i god stand.

Time2travel oplyser om gældende indrejsekrav på bestillingstidspunktet, men ændringer kan forekomme. Det er dit ansvar at overholde de til enhver tid gældende regler.

Navne på rejsedokumenter

Navne på rejsedokumenter skal stemme overens med pas og oplyses korrekt ved bestilling af rejsen. Eventuelle fejl skal straks meddeles Time2travel.

Rettidigt fremmøde

Manglende rettidig fremmøde kan medføre bortfald af reservationer uden refusion. Flybilletter skal anvendes i korrekt rækkefølge.

ÆNDRINGER AF AFTALEN

Overdragelse af pakkerejsen

I visse tilfælde kan rejsen overdrages mod gebyr og eventuelle omkostninger, hvis dette meddeles skriftligt senest 7 dage før afrejse og under forudsætning af, at betingelserne for rejsen fortsat er opfyldt. Visse flyselskaber accepterer ikke navneændring, men køb af ny billet. Dette oplyses af Time2travel.

Almindelige afbestillingsvilkår

Medmindre andet fremgår af fakturaen, gælder følgende betingelser:

Ved afbestilling senest 65 dage før afrejse refunderer Time2travel det indbetalte beløb med fradrag af et gebyr svarende til det betalte depositum samt eventuel afbestillingsforsikring, (års)rejseforsikring og øvrige gebyrer.

Sker afbestillingen senere end 65 dage før afrejse, er Time2travel berettiget til at opkræve rejsens fulde pris som afbestillingsgebyr.

Såfremt hele pakkerejsen eller enkelte rejseydelser er omfattet af strengere afbestillingsvilkår end ovenstående, vil disse være gældende og fremgå af fakturaen.

Afbestilling ved krigshandlinger m.v.

Du har ret til at afbestille en pakkerejse uden gebyr umiddelbart før afrejse, hvis der på destinationen eller i dens umiddelbare nærhed opstår uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, som i væsentlig grad påvirker gennemførelsen af rejsen eller transporten dertil.

Gebyrfri afbestilling forudsætter, at forholdene objektivt set gør det umuligt at rejse sikkert til destinationen, eksempelvis baseret på anbefalinger eller udtalelser fra Udenrigsministeriet, sundhedsmyndigheder eller tilsvarende instanser (se www.um.dk og www.ssi.dk).

Ved gebyrfri afbestilling har du krav på fuld tilbagebetaling af rejsens pris, men ikke på yderligere erstatning eller kompensation fra Time2travel.

Den gebyrfri afbestillingsret gælder ikke, hvis du på tidspunktet for aftalens indgåelse kendte til – eller burde have kendt til – den pågældende begivenhed, eller hvis forholdet i øvrigt var almindeligt kendt.

For rundrejser gælder, at du alene kan afbestille den del af rejsen, der foregår i det område, som frarådes. Kun hvis denne del udgør en væsentlig del af den samlede pakkerejse, kan hele rejsen afbestilles.

AFLYSNING AF REJSE TIME2TRAVEL

Aflysning som følge af manglende minimumstilslutning

Hvis gennemførelsen af rejsen forudsætter et bestemt minimumsantal deltagere, vil dette fremgå af Time2travels udbudsmateriale eller aftalegrundlag. Heraf vil det også fremgå, hvor mange deltagere eller hvilken belægningsprocent der kræves, samt hvornår dette senest skal være opnået.

Opnås det nødvendige deltagerantal ikke rettidigt, kan Time2travel uden ansvar opsige aftalen om pakkerejsen. Du vil blive underrettet inden den i aftalen angivne frist, dog senest:

  • 20 dage før rejsens start, hvis rejsen varer over 6 dage
  • 7 dage før rejsens start, hvis rejsen varer mellem 2 og 6 dage
  • 48 timer før rejsens start, hvis rejsen varer under 2 dage

Ved opsigelse har du ret til fuld tilbagebetaling af rejsens pris, men ikke til yderligere kompensation. Time2travel kan tilbyde dig en alternativ pakkerejse, men er ikke forpligtet hertil. Vælger du at acceptere en alternativ rejse med højere værdi, skal du betale prisforskellen. Er den alternative rejse billigere, refunderer Time2travel forskellen.

Afbestillingsforsikring og/eller årsrejseforsikring refunderes ikke – uanset årsagen til aflysningen.

Opsigelse ved uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder

Time2travel kan ligeledes opsige aftalen uden ansvar, hvis opfyldelsen af aftalen hindres af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder. I sådanne tilfælde vil du blive underrettet uden unødig forsinkelse og inden rejsens begyndelse.

De indbetalte beløb refunderes senest 14 dage efter opsigelsen. Du har ikke krav på yderligere erstatning.

MANGLER OG REKLAMATION

Opstår der en mangel efter rejsens start, undervejs eller på destinationen, skal du straks reklamere til Time2travels repræsentant, din rejseleder eller hotellet/cruiset.

Kan manglen ikke afhjælpes – eller sker afhjælpningen efter din opfattelse ikke tilfredsstillende – skal du straks kontakte Time2travel direkte på 4022 4700. Du må ikke selv afhjælpe manglen for Time2travels regning uden forudgående skriftlig accept.

Du skal sikre, at reklamationen bliver dokumenteret skriftligt af Time2travels personale og/eller rejselederen eller Time2travels repræsentant på stedet og du bør få en kvittering herfor.

Undlader du at reklamere som foreskrevet, kan dette begrænse eller fratage dig retten til senere at gøre manglen gældende og modtage kompensation.

Time2travel er medlem af Rejsegarantifonden (3588)